Jæger/Kriger vs. Munk/Pilgrim

Hvad er det jeg søger – går efter … Hvorfor søger jeg ud …
Hvorfor har jeg så stor udlængsel efter viden, spirituel indsigt og trang til at være i den østen inspireret verden …

Det sidste halve år har været turbolent, frustrerende – indvendigt opslidende med den indre kamp mellem “Jægeren/Krigeren” vs “Munken/Pilgrimmen”

Først skal jeg nok lige redegøre for hvad jeg mener med de to begreber og hvad de betyder for mig.

Jægeren/Krigeren:
Som mand er Jægeren/Krigeren den som skaffer – sørger for – faderen – beskytteren – samleren og den som skaber rede, hus og hjem … Ham der kan skabe basen gennem sin kreative snille og kundskaber. Ham der skaffer føden ( Ved godt det er “gammeldaws” men den virker stadig 😉 )
Samtidig er det også “den indre kriger” der har roen til at rumme, favne og tage sig af kvinden i al hendes pragt, selv når hendes verden snurre rundt med 180 i timen og hun ikke ved hvad hun vil eller mener … Hvor hun er allermest sårbar er han støtten ….

Munken/ Pilgrimmen:
Som Munk eller Pilgrim er jeg som mand den søgende, udadrettede, og ham der gennem sin færden og gøren finder oplysningen gennem meditation, vandren eller bare at være i naturen, på bjerget når det er besteget eller på retreate når stedet er fundet … Fordybelse i selvet, finde kernen i manden, dybden …
Munken/Pilgrimmen rummer og favner men integrere ikke nødvendigvis kvinden, familien – ikke at det ikke er en del af pakken, men hverdagen er bare anderledes …

HVORFOR ??

De sidste par uger har jeg brugt på tilgivelse … At få tilgivelse og ikke mindst at give det, mest af alt til mig selv <3
Dog er der med fokus blevet ændret til mere konkrete tanker de sidste par dage og idag var det så øvelser med gestaltiske islet der gjorde udslaget – “Kriger eller Munk” ??
I min søgen efter viden ender jeg altid med at skulle rejse ud, væk fra alt det jeg så inderligt holder af. Selv den største kærlighed til mine kære må jeg slippe …
Smerten ved at erkende – vide at jeg på ingen måde har et valg er det sværeste, det sværeste at såre et andet menneske unden på nogen måde at kunne ændre på hverken måde eller fremgang.
Jeg endte idag siddende på tre puder – tre forskellige positioner – tre forskellige “personer” …

Michael:
Personen der så inderligt gerne vil opfylde alles ønsker – give sin kærlighed til den som mangler, den som ikke nødvendigvis spørger, men mangler så inderligt.
Hjælperen, beskytteren og den omsorgsgivende person.

Jægeren/Krigeren:
“Familienfaren” som jeg så inderligt gerne vil være, altid har ønsket at være og ikke mindst forsøgt at være … Personen der inderligt “ælsger” sine kære og ønsker at beskytte og give ALT for at tilværelsen er fyldestgørende og “opfyldt med glæde” …

“Munken/Pilgrimmen”
Vanderen der til stadighed søger nye veje – spirituelt og/eller universelt.
Ham der lige meget vejr og vind skal ud, trodser hvad der skal til for at komme på den anden side af Jorden for at nå det “højeste bjerg” – den højeste tinde eller det bedste kursus.

De sidste par uger har været meget intense i alle henseende, og må indrømme at der både er blevet råbt, skreget, sunget og ikke mindst grædt tåre … I forskellige konstellationer og øvelser med og uden Taoistisk islet.
De fleste af øvelserne er fra den indiske baggrund, hvor OSHO er den gennemgående undervisningsform.

Idag var ingen undtagelse … Til forskel fra andre dage var det bare mere konkret, kernen er nået, målet er i sigte … Fordybelsen i mine anstrengelser titter stille frem fra mørket og min indre kerne er styrket gevaldigt.
Det at kunne sidde og kigge sig selv i øjenene – med en tilskuer der bare er observant – som “space keeper” og støtte.

Erkendelsen:
Den største erkendelse var at jeg på ingen måde kan ændre – hverken ændre mig selv eller min adfærd … Jeg HAR forsøgt …
Dog er jeg i dag blevet klogere på mig selv i den forstand at jeg VED jeg indeholder begge dele – BÅDE Jægeren/Krigeren OG Munken/Pilgrimmen …
Og det at få de to forenet er så udfordringen fremadrettet i mit liv, få den erkendelse, anerkendelse som jeg så inderligt ønsker af dem som jeg til stadighed såre ved min evige søgen ud, bygge op hjemme og så stadig søge ud, nu hvor det lige går så godt ….

MIN største erkende er at JEG ER MIG og værdsætter mine indre kvaliteter <3

Ælsger Inderligt <3